Nyhed

Ådalens historiske bånd

28.09.2019,

Ådalen er et gammelt landbrugsområde, hvor landsbyerne er opstået omkring gårdene. Her er mange små og lidt større landsbyer på et forholdsvis stort geografisk område, der dækker 8 sogne. Hver landsby og hvert sogn har sin egen identitet. Tidligere havde alle sognene deres egen kirke (de fleste fra 1100-tallet), skole og forsamlingshus, og i de større landsbyer var der en idrætsforening såvel som en brugsforening.

Det var derfor landsbyen og sognet, som dannede rammen om borgernes liv. I 1962 blev Ådalsskolen i Skørring bygget og skolerne i Karlby, Bøjen, Mygind, og Skørring nedlagt. I 1970 fulgte skolerne i Søby, Lime og Hvilsager trop, og en ny fælles identitet tog sine spæde skridt. I 1968 blev Idrætsforeningen Ådalen (IFÅ) etableret. Landsbyernes idrætsforeninger havde tidligere været tilknyttet de mange aktive forsamlingshuse.

 

Ådalsskolen i Skørring

Til en start med baner til udendørs håndbold og fodbold i Lime. Lime Klubhus blev bygget i 1979 med badefaciliteter og et lille cafeteria. I 1985 blev Ådalshallen bygget, og i 2017/18 blev Ådalshallen istandsat og udbygget. Alt sammen på baggrund af et stort frivilligt engagement. At både skole, idrætsforening og hal blev etableret var og er stadig primus motor i at skabe sammenhængskraft og fælleskabsfølelse for hele Ådalen. IFÅ har i mange år afholdt en sommerfest for hele Ådalen ved klubhuset i Lime. En sommerfest, som er velbesøgt af både børn og voksne. Ådalshallen har siden 1984 afholdt børnedyrskue, som også er og har været yderst velbesøgt. De samme gælder de halfester, som Ådalshallen også afholder. Ådalen er i dag gode til at løfte i flok, og der er mange, som gerne yder en indsats i forskellige frivillige projekter. Identiteten og selvopfattelsen er dog stadig udfordret. Der er ikke mange, der siger, de kommer fra Ådalen, men i stedet nævner de stadig den by, de bor i. Den fælles selvopfattelse og identitet mangler altså.